Mit navn er Kine Marie Hansen, og jeg er certificeret Manuvision kropsterapeut og træner. Jeg brænder for at hjælpe andre med at skabe forbindelse til sig selv, og at udfolde eller give slip på det, kroppen bærer på igennem livet.
Naturens kræfter og dens søgen efter balance og heling er en stor inspirationskilde, der hjælper mig til at være en autentisk og jordnær behandler. Jeg møder dig med sensitivitet, nærvær og nysgerrighed, hvilket jeg oplever som utrolig vigtigt at bringe med i terapirummet.
Jeg er født og opvokset i Norge og har fra en tidlig alder haft interesse for, hvordan kroppen kan formidle information og historier. Denne interesse har jeg udforsket i mange år gennem teater, dans og nycirkus-træning. I 2012 flyttede jeg til København, hvor jeg har arbejdet som artist, workshopholder og akrobatiktræner for børn og unge, både i Danmark og i udlandet.
Min tilgang til at arbejde fysisk med mig selv gjorde, at jeg tidligt kom i kontakt med oplevelsen af, at kroppen holder regnskab med det, man har været igennem i livet, og længes efter at give det et udtryk for at kunne give slip.
I lang tid savnede jeg at finde en behandlingsform, hvor jeg følte, at hele mig – både det fysiske og det mentale – blev rummet og støttet. Og i mødet med kropsterapeutisk behandling følte jeg, at jeg endelig havde fundet den rigtige måde at arbejde med det, jeg havde behov for. Det var en følelse af, at komme hjem i mig selv, og mine oplevelser og min historie – som manifesterede sig i min måde at møde livet på – blev set og accepteret for første gang.
Sammenhængen mellem krop, tanker og følelser har altid været en stor interesse, og har været en meget naturlig forbindelse i min praksis. Jeg har selv erfaring med, hvordan en fysisk skade f.eks. kan påvirke min mentale tilstand og evne til at bruge min krop, som jeg kender den.
At finde en vej ind til den man er, inderst inde, efter store livsændrende oplevelser og perioder, hvor man er sat ud af spil, har været en vigtig del af min egen rejse.
Bevægelse mellem kontraster som ønsket om at holde fast og at slippe fri, stilstand og bevægelse, fortid og fremtid, udvidelse og sammentrækning er med til at forme behandlerrummet og opdagelsen af, at man nogle gange kan komme til at stå i vejen for sig selv og sin udvikling. Og det, der sker i mødet med et andet menneske, og den evige proces og bevægelse i vores indre natur, er et meget spændende tema, som jeg ser frem til at udforske sammen med mine klienter.
Jeg glæder mig rigtig meget til at høre fra dig, og til at møde dig til en behandling.
Kærlig hilsen Kine Marie
Jeg tilbyder både enkeltstående behandliger og forløb
-alt efter hvad du føler du har behov for.
Åbningstider
Mandag: 09.00 – 15.00
Tirsdag: 10.00 – 16.00
Onsdag: 09.00 – 15.00
Øvrige hverdage efter aftale
Privatlivspolitik